294
Kjærestesorg.
pro nobis.[1] … Men kan Du ikke en af hans … Jonas's Psalmer?"
"Nej, kun dem, jeg lærte, da jeg gik op at "læse".[2]
"Nej, nej, nej. De hører til den ufficielle Kirke … nej … en opvakt Psalme!"
Dem kunde Marie ingen af. I fortvivlet Raadvildhed tav hun.
Nu slog et Vindstød mod Ruderne, saa de sang og klang ved det. En Snebyge var kommen op. Stuen blev mørk, Krogen allermørkest. Konen listede sig ud, Marie mærkede det ikke. Tilsidst hørte hun ikke Niels aande mere. Det var kanske, fordi de to gamle Mænd derhenne fyldte hele Stuen med Snorken. Hvor længe hun sad der, véd Ingen. Men, da hun mærkede, at Niels var kold, fôr hun op med et lille Skrig. Hvorledes hun kom ud, vidste hun ikke; men pludselig kom hun til sig selv ude i en snebelagt Gaard. Storm og Sne piskede hende i Ansigtet. Hun sad paa en Træbænk, saâ et Mandfolk sidde ved Siden af sig, strøg med Haanden over sine Øjne, før hun turde tro, hvad hun saâ.
Jo, der sad Mads Madsen, forover bøjet, ganske stille med Hænderne paa de udspilede Knæ.
"Nu skal vi vel se at liste hjem, lille Marie!" sagde han ganske sagtmodig og stille.
