108
omkring og var rendt med ham i strakt Løb om ad en Sidegade.
Nu slængte de sig i Stolene og saa mageligt ud over Publikum, nikkede til Bekendte, der pludselig fra fjerne Borde stak en Arm i Vejret og vinkede. Løjtnant Kramer sad for Bordenden, rank, bred og majestætisk. Han førte hele Tiden Ordet og bevarede bestandig sin stramme, militæriske Alvor.
Clermont trykkede sig op i en Sofakrog og ønskede sig hjemme. En uklar Frygt var over ham. Og han udfandt mange Grunde til denne Frygt: Til en Begyndelse generedes han af dette Lys, af denne Mængde Mennesker, der Bord bag Bord fortabte sig i en Uendelighed gennem Verandaens Spejle. Alle spiste de og drak, og gebærdede sig nogenlunde ens, og søgte alle at se lige overlegne, lige uforknytte, lige hæderlige ud, — alle paa den sikre Side af Samfundet: disse Journalister, Officerer, Artister, Demimonder, elegant klædte Kommisser fra et stort Magasin ved Strøget, et lille Selskab af belevne Souteneurer, og endelig Familiefædre, der til deres Paahæng bestilte enormt store Fade med Smørebrød. Deres Damer sad i Silkebluser lænede mod de bolstrede Sofarygge. De betragtede med halvtsænkede, kølige Blikke de udmejede Demimonder.
Han tænkte, at alle gik de, praktisk talt, ud fra: at dette Øjebliks Hummer og Porter, eller Whisky, eller Bernaise, eller The-Russe var noget ganske universelt og væsentligt, at ingen Forandring
