110
Med stive Øjne begyndte han at gaa henimod Gruppen.
Overalt rejste man sig for at se til. Pigerne hvinede af Glæde og forlod deres Pladser. Redaktøren rejste sig kampfærdig, idet han holdt Hænderne i Bukselommerne. Et Par Opvartere satte deres Service fra sig og afventede interesseret Situationen.
Og endnu inden Weber havde aabnet sin Mund, strakte Redaktøren sin Haand lempeligt frem og skubbede ham fra sig. Øjeblikkelig opstod stor Tumult; hele Løjtnantsgruppen kom paa Benene, de raabte i Munden paa hinanden og støjede.
Kramer greb Leo Clermont i Armen. "Clermont," sagde han, "se at komme af Vejen, ellers bliver her Spektakler. De andre er ganske utilregnelige." Og han gik frem, raabte, at de skulde komme med ham og lade være at gøre Skandale.
Leo søgte at naa Udgangen, han kastede sig tilbage og lod det tililende Publikum vælte hen forbi ham. Det var, som tæt Mørke omgav ham indtil Skuldrene, og derover var et hvidt, flimrende Lys, der antog Former. Og han saa med ét igen hint store, blege og glatte Ansigt, der tværs over Pande og Kind bar en Stribe, fra rødt spillende over i violet. Dette Ansigt vred sine Træk som i stor Pine; men endelig stivnede det i et ubehageligt afstumpet Smil, og de store, hvide Øjne søgte hans, opmærksomt, saaledes som en døv Mand søger at forstaa med Blikket.
