112
Fald. Ikke som nu militærisk kort. Nu og da kom en lille blond Pige for at hente Dem. Hun sad alene paa Bukken og kørte Hestene, altid med en alvorlig og værdig Mine. Hun var om Vinteren ofte klædt i en hvid Hermelinspels. De og hun lignede hinanden meget."
"Ja," sagde Leo. "Det har aabenbart været min Søster."
"Jasaa!" sagde Jacobs og smilede. "Jeg træffer af og til Deres Søster, vi omgaaes de samme Mennesker. Og først nu gaar det op for mig, at jeg ogsaa har set hende som Barn."
Han vedblev: "Jeg tænkte mig den Gang ikke, at De skulde være Officer. Det var altid min Vane i Skolen at udkaste mine Kammeraters Fremtidsbane. De mindede mig som Dreng ikke lidet om disse Koncertbørn, der i Impressarioens Vogn køres til Forestillingen. Jeg tænkte mig, at De vilde være Kunstner, jeg husker godt Deres fine, smaa Aquareller."
"Ja," sagde Leo, "en Tid var det min Bestemmelse at blive Kunstner. Den forandrede jeg snart. Det er en daarlig Bane, den fører socialt og navnlig moralsk nedad. Man producerer for at sælge, og man drives til at sælge sig selv. Man tvinges til at fornedre sin Ide for at tækkes Parvenusmag. Bestandig har man et Publikum in mente. Min Fader ønskede, at jeg skulde blive Militær, som han. Dermed ansaa han min sociale Position for givet — og tillige sikret."
"Jeg erindrer nu ogsaa," sagde Jacobs, "at
