116
stansede i dette Øjeblik og lod et Brev falde i en Postkasse. "Det Brev var til en Klient," sagde han. "Og det var et ubehageligt Brev. Min Stilling fører ofte pinlige og unoble Forhold med sig. Jeg misunder Dem alligevel Deres Hest og Kaarde og — Deres Ridepisk." —
De gik ad den gamle Træbro, der over Fæstningsgravene førte ind i Kasernen.
"Nu er jeg hjemme," sagde Leo. Han aandede dybt ud, han følte sig træt. Det gav ham en egen Tryghed at være hjemme nu.
"Jeg har lang Vej hjem," Jacobs sagtnede sine Skridt. "Jeg har fulgt Dem af en eller anden Grund, — sagtens mest, fordi jeg altid med Uro og Ængstelse tænker paa den Tid, da man skal hjem og stille sin Hjerne istaa under en Nats Pavse.
Men nu maa jeg altsaa sige Dem God Nat, og jeg beder dem overbringe Deres Søster min Hilsen, saasnart De ser hende."
Clermont hørte imidlertid ikke hans Ord. Han var stanset, lammet af, hvad han saa. De havde naaet den lille, snævre Kasernegade. Dér stod paa Hjørnet fire eller fem Menige omkring en Lanterne. Og dens Lys fløj flakkende hen over en stor Bunke Skrammel, der laa væltet hen midt i den oversvømmede Rendestens Pøl. Tværs over Fliserne laa et Bord med Benene i Vejret, sønderbrudt halvt forkullet, et Par ituslaaede Stole, et knust Klædeskab, — en stor sortsveden Klump. Tøjet hang ud som et Bundt oprevne Tarme af et Kadaver.
Og da Leo løftede Blikket mod sine Vinduer
