119
hvidt som hans Linned. Og fra et Værelse paa anden Sal raabte hæse og ru Stemmer hans Navn. Ida Clermont formodede, at Selskabet i dette Værelse var de overlevende fra den foregaaende Dags Herremiddag. Disse Herremiddage strakte sig altid over flere Dage.
Hun gik videre; hun var vejkjendt. Hun bankede paa Døren til Bess Nelssons Værelse og gik ind.
Dette Rum var svagt hvælvet. Hen over Loftet svømmede blaa Delfiner, ganske ens, i Række, ledsagede af Maager. Hver Maage skar med sin højre Vinge et Snit af den nærmeste Delfins Ryg.
Væggene var ganske blege; slanke Pilastre, formede som Krokus, voksede mellem de store, ovale Medailloner, hvor Mennesker, ganske brune, nøgne, Mænd og Kvinder, alle i sælsomme og sørgmodige Stillinger var malet paa Kalken. De stirrede ud over en højblaa, bugtet Flod.
Vinduerne lignede hvide Gitre af Træ. Gaden udenfor syntes mørkere end Stuens Loft og Vægge, der var saa skærende blege.
Men Stuens Bund var tæt svøbt i Mørke, et lunt og blødt Dyb. Det vissengrønne Tæppe føltes under Fødderne gyngende blødt som Mosegrund, og de lave Divaner, de dybe Pudestole, betrukne med sort Fløjl, var næppe skælnelige mod de dunkle Fodpaneler af udskaaret Egetræ.