122
at fatte om — som Metal. Der løb Ornamenter af Violet op over Vrist og Læg.
Ida maatte holde holde disse Fødder lang Tid mellem sine Hænder, og Veninden gyste af Velbehag.
Ida tænkte, at hun jo nu kunde bede Bess Nelsson om Raad, om Hjælp — om et Laan. Men hun erindrede en Lejlighed, da Veninden til Gave havde budt hende en af sine Silkekjoler, der var passé, — og hun tav. Og hun forestillede sig med en Frysen det lille, kostbare Skrin af Elfenben, hvor Bess Nelsson gemte sine Naalepenge, altid i Guldmønt, store gyldne Ruller, der laa svøbt mellem Bolstre af hvidt Atlask, og som altid syntes at forøges i Mængde.
Bess Nelsson slængte Bogen hen i Idas Skjød. Det var en Fortegnelse over Hærens Officerer.
"Katalogen!" sagde hun og lo. "Jeg har sat Kryds ved de, der synes mig at have meget Blod. Men hvad hjælper denne hvide og blegsottige Bog mig nu! Nu fryser vist dine Hænder, Ida; mig varmer de i alt Fald ikke mere. Rose kan løse dig af. Hun har sikkert sovet sig ny Varme til."
Rose Wahl rørte sig, da hendes Navn blev nævnt, hun lukkede Armene fast om sit Bryst, hun strakte Hovedet tilbage, idet hendes Læber brast i et Smil. Ida iagttog hende meget opmærksomt, hun rørte sagte ved hendes Haand. Rose Wahl sprang op, stod en Stund fortumlet, men straks knælede hun ved Venindens Side og lagde
