124
Vægge var af gammelt Delfterporcellain, ad en hvidskuret Kjøkkentrappe op paa Loftet. De gik inde under det skraa Tegltag, til de naaede en stor, aaben Luge. Udenfor den var der en Platform, plettet af talløse hvide Stænk. Og de saa derfra hen over de gamle røde Pakhustage, som laa der ude, Ryg bag Ryg, lig store flaaede Dyrekroppe. Murene fældede sig graa, bevoksede med Efeu ned til Gaardenes tyste Enklaver.
Bess Nelsson sagde: "Jeg har købt fire Dueslag med deres Besætning af Pakhusforvalteren. Hans Dreng sidder nu parat ved Falddøren og venter paa mit Signal." Fra en Krog fremtog hun to Salonbøsser af stort Kaliber.
Hun rakte Ida en af disse Bøsser, og denne lagde den smækre Kolbe til sin Kind. Solen spillede paa Kærven som et dansende Insekt. Hun følte sig nu saa træt, saa lidende: Intet fristede hende nu: ikke Sol eller Efteraarets friske Kølighed eller denne Jagt, denne meget lovende, uprøvede Sport. — Vanskelighederne, de slemme, bestandige Vanskeligheder, fik man dog ikke Bugt med, man tabte idelig, man sank ned. — Hun saa Brostenene og Slammet, der flød mellem disse Brosten dybt nede. — Hun trykkede løs. Og fra den Tagsten, hun havde ment, sprang Straaler af rødt Støv til Vejrs. Mismodig stillede hun Vaabnet tilbage i Krogen.
Rose Wahl satte sig ned, og hun holdt et Lommetørklæde nær ved sin Mund. Hendes store, ganske glasklare Øjne søgte hvileløse, fjernt ud over Tagene; smaa Trækninger rislede gennem
