125
hendes Krop. Ida betragtede hende i Smug, og hun grebes af en vis Sympati for denne lille forkælede Pige, der sikkert allerede nu var forraadt, ladt i Stikken, som maaske allerede nu gik i Angst, i bævende Frygt for det, der kunde tænkes at ske; — Følgen af de store, blinde Øjeblikke — Opdagelse — Fald. — Og hun overvejede, om hun skulde søge Venindens Fortrolighed, tilbyde sin Bistand, sine Raad. — —
Men hun trak paa Skuldrene. Hvad Hjælp havde hun at byde, hun som selv kæmpede paa Livet, for sin Plads, for sin Position i dette — sagtens ogsaa fortræffelige Gode Selskab. — —
Bess Nelsson viftede med sit Lommetørklæde. Og paa et af de nærmeste Tage dukkede frem tre Drenge. De bevægede sig forsigtig hen til Dueslagene, der lig Schweitserhuse laa i Række op ad Tagskraaningen. En af Drengene, der var ganske lille, græd.
"Han græder," sagde Bess, "fordi Duerne i det største af disse Dueslag hedder hans Duer. Men jeg har købt dem af hans Fader." Og idet hun lagde Bøssen til Kinden, vedblev hun:
"Jeg havde stor Lyst til at ramme ham, for at se ham rulle ned ad Tagets Skraaning. Men det er desværre ikke tilladt. Hvad tæller vel et lille Dyr, som han, mere eller mindre."
En af Drengene aabnede nu efter et nyt Signal det store Dueslags Lem. En hvid Klump syntes at falde ud, skød skraat nedad, foldede
