126
Vinger ud, kredsede lavt over Gaardene. Vingerne smækkede som vaadt Tøj i Blæst.
Bess Nelsson trak en Halvhanske paa højre Haand, løftede igen sit Vaaben og tog Anlæg paa Lugens Karm. Hendes Næsebor snævrede sig sammen, det højre Øje blinkede i korte, faste Blik.
Der kom et lille Smeld, som af en Tændstik, der strøg. Duen kredsede urørt, højere, fjernere.
"En ny!" Bess Nelsson klappede i Hænderne til Signal. Og en ny Due, en blaa, smækker Topdurik, dykkede ud, styrtede frem og faldt til Hvile paa et Halvtag.
Smeldet lød. Der drev lidt blaa Røg, og Duriken begyndte at rulle ned ad Halvtaget, hang i Tagrenden, faldt saa dybt, dybt, og de hørte det dumpe Slag i Stenbroen.
Ida Clermont for let sammen og hun fornam en halv Svimmelhed. Hun vendte sig og gik ind i Loftrummets Korridor. Men her var mørkt, klamt, her stank af Rotter og af Skimmel. Hun trak paa Skuldrene og spejdede paany ud i den hvide, saa dybe, saa vidtaabne Luft. Et Par Fjer svævede endnu blødt ude i Rummet.
En ny Due styrtede ud, endnu én. Ida greb rask en Bøsse, sigtede og skød, ramte ikke. Hun følte sig skuffet, irriteret. Hun tænkte, at hun havde sigtet for at ramme, ikke for at dræbe dette baskende, lidt forskræmte Dyr.
Hun havde ikke Held, aldrig Held. Dette Brev, Opsigelsen — denne overskredne Konto. —
