127
Og hun begyndte at udregne denne Konto, summerede sine seneste Udgifter op, men stansede forskrækket over de høje Beløb, der saa snart blev naaet.
En Mængde Duer svang sig nu i Kredse over Gaarden, skar hinandens Baner, søgte hinanden, slog Vingerne sammen, huggede efter hinanden med de stumpe Næb. Skønne ovale Baner, frie sejlende Sving — som Skøjteløbere paa ny Is. — — — — — — Og de faldt, styrtede ned og slog i Brostenene med korte Drøn. Ud af Pakhusets Port kom en stor, rød Hankat. Den tog Stilling bag en Skarnkasse, dens gule Øjne var fast rettet mod Lugen, hvorfra der blev skudt. Pludselig sprang den. Bess Nelsson raabte efter en ny Patron. Nen Katten var nu langt over et Plankeværk med en fed Due i sin Flab.
"Havde jeg blot en Catcher," sagde Bess Nelsson. "Det er Synd, de kønne Fjer skal falde i Snavset og til Grams for Pøbelen. Jeg kan godt bruge dem. Jeg vil lave mig en Hat helt af disse Fjer. Og Kroppene kan mine Brødre spise som Postei ved deres næste L'hombre."
Ida betragtede hende med Afsmag. Intet skulde gaa til Spilde! Det var altsaa ikke blot Sporten, det galdt. Kunsten at ramme, Glæden at trykke løs og se et Resultat."
"Det er for besværligt, sagde Bess Nelsson. "Dyrene er skræmte og holder sig paa Afstand. De dumme Drenge maa jage dem herhen. Der er over halvtredsindstyve Stykker endnu."
