128
Rose Wahl foreslog da at strø Byg paa Brædtet udenfor Lugen. Og snart derefter sad fire — fem — syv Duer næppe tre Alen borte og nippede til de gule Korn; en stor Kropdue endogsaa paa selve Karmen.
"Se," sagde Rose Wahl: "Dens Øjenlaag glider nedefra op." Og straks saa hun det lille, sortblaa Hoved slaa ned i Brædtet og forvandles til en blodig Klump; og en anden, ganske hvid Fugl, der vilde sætte af og flyve bort, faldt om paa Siden, idet dens knuste Vinge som en knækket Fane fejede ud over Lugekarmen.
Ida greb hurtig et Vaaben og skød den.
Stadig flere! Drengene jog dem med deres Flag. Der var ganske sorte Duer, nogle som grøn Bronce, blaa, violette, de fleste snehvide. Og Dueslaget tømte sig, som dryppede dets Indhold af Vanvare ud gennem en Læk. Paa Brættet foran Lugen pølede allerede Blodet i rigelig Mængde; det stivnede i Revnerne til sort Gelatine. Dun klæbede deri, lig smaa, krumme Spaaner.
Bess Nelsson knælede bag Lugens Karm og nedskød med Omhu og med voksende Rutine de Duer, der søgte Korn paa Ædebrædtet. Hun gned de ganske hvide Kinder med sine Hænder; hun trak Hanskerne af, hun klagede over, at hun frøs endnu, sagde at hendes Fødder nu var som Is. Altid var hun halvt som et Lig! Hun tog med Catcheren de døde Duer, der laa i Tagrendens Slam, trak dem ind og kastede dem i Hob bag ved sig.
