129
Og Ida betragtede den stadigt voksende Bunke af sammenpakkede Duekroppe, — der lignede Pantebyldterne i denne Laaneforretning, hvor — — —.
Bess Nelsson talte det nedlagte Vildt, tredive, to og tredive. Hun skød kun efter de Duer, der slog sig ned paa meget nært Hold. Hendes Pupiller fik Fasthed og Glans. Hun vædede bestandig sine Læber med den blege Tunge. Hun rev Hatten af, og Haarets hvide Spind føg om hendes Kinder. Hun tog de afskudte Kobberhylstre mellem to Fingre og knipsede dem spøgende efter Veninderne. Hun skiftede Bøsse for hvert Skud; Ida og Rose maatte lade, medens hun skød. Og Rose Wahl gik hende ivrig til Haande; hun for sammen, rystede, hver Gang Skudet faldt, hun følte Gru for alle disse døde, tunge Fugle, dette Blod, der i smaa Stænk klæbede, hvor hun rørte.
Spadseredragten omsluttede altfor stramt hendes skønne, yppige lille Legeme, der bevægede sig saa forsigtigt, med beregnet Ynde.
Ida Clermont rørtes af hendes angstfyldte Blik, der var som en halv Tilstaaelse: Ak! disse hvide Duer svang sig i frie Kurver gennem Luften, søgte hinanden, blødt strøg Bryst mod Bryst — og med ét anede de Faldet — Faldet, der forestod. Faldets Panik i hvert bævende Dun. — Og de baskede, blinkede med de blanke, smaa Øjne; nu gled en Hinde for, de sank, faldt. — — —
Bess Nelsson skød fire Gange forbi til en
