130
stor hvid Due, der stille i rugende Stilling sad paa Ædebrættet. Den syntes intet at vide om disse Skud, dens smaa, sorte Øjne drejede sig roligt indenfor Laagenes gule Hinder. Bess Nelsson strakte sig ud gennem Lugen, idet hun tog nyt Sigte. De andre maatte lægge sig hen over hendes Ben for at give Balance. Og Ida fornam i sit Tag den voldsomme Muskelspænding i disse Hofter og Ben, der stemtes mod hendes Bryst, — indtil Skudet brast og alt løstes. Ved Idas Hjælp fik Bess Nelsson Fodfæste, hun greb Catcheren og trak Duen ind.
Den var ikke helt død. Bess Nelsson tog den i sine Ugblege Fingre, og det udsivede Blod randt ned over hendes Knoer. Hun nærmede den varme lille Krop mod sit Øre og lyttede efter det hendøende Hjerteslag, der pumpede Blodet ud gennem det flodsede Brystsaar. Hun indaandede nysgerrigt den varme, syrlige Lugt og betragtede det røde Blod, der kom — — og kom — og kom. — —
Blodet — — — Hun nærmede sine Læber omtrent helt ned til dette snart ganske klare, snart tykke og mørke Blod.
Og Ida iagttog, hvorledes hendes Ligfarve veg, og hvorledes en sart Rødme, Puls paa Puls, skyllede ind under Hændernes Hud, hvorledes Blodet steg i hendes Kinder, de rødmede, hastigt, voldsomt. Næsen syntes at fyldes og de blaasorte Næsebor fik dyb Glød.
Ansigtet syntes fyldigere, Linjerne blødere,
