— — — — — — — — — — — — — — — — — Nu blev et Lys synligt: et oplyst Vindu i et Hus. Dér maatte Kroen ligge. Nu blev ogsaa Møllen synlig, en sort Hat, der bar et uhyre Kors. Omridsene drev ud i den regntunge Natluft.
Og op over Himmelens mørke Skive svingede i dette Øjeblik, som et mægtigt Pendul, en Lyskegle, en lang Klinge af hvidt Lys, der sank i Hug over Markerne. Frem over Terrænet kom løbende en stor, rund Lysplet nærmere — lydløst, rapt — —.
Løjtnant Clermont vendte sig. Han saa bag sig sit Mandskab: en lang, spredt Række af oplyste, ganske stivnede, gibshvide Ansigter. Uniformsknapper og Beslag sprang blændende ud af Mørket, spejlende denne store, straalende Stjerne, der ude i Horisonten hvilede paa en Bakkes Krumning. Lyset fulgte dem, medens de løb. Og de syntes at bevæge sig bestandig paa samme Plet, aldrig at komme ud af den blændende Lyskreds.
