133
"Holdt!" raabte han. "Fald ned fladt!"
Han kastede sig ned paa Hænder og Knæ, krøb frem til et Hegn. Der faldt i Sydost et Skud, et kort og tørt Knald. Og i det samme begyndte fra Forterne bag Horisonten Skydningens dumpe, afbrudte Mumlen, det var som Stilheden gradvis svandt. Nu og da blev Knaldene af de store Haubitzere hørlige, overdøvende al Larm, enlige og knappe, enorme Hammerslag. Og hvor Lyskasteren strøg, blev Krudtrøgen synlig, store, flammende Skyer, der rullede frem over Horisontens Ryg.
"Fremad!"
Delingen tumlede paa Benene, løb et Stykke frem, faldt ned. Paany krøb Projektørens Lys søgende over Terrænet. Det var som famlede et blindt Dyr sig med en lang, hvid Snabel frem for at søge Bytte.
Geværsalver knitrede fra Sydvest, ganske nær. Stillingen maatte nu forlades. Der kom Melding fra Hovedstyrken. Ordonansen stod oprejst og fremstødte sin Lektie i hæs Bondedialekt.
"Fald ned for Satan!" raabte Leo. "De er jo skudt for længe siden!" Ilden fra Forterne sagtnede, men Krudtrøgen drev ned over Terrænets Bækken; det var som Horrisonten brændte. Der pilede smaa Lysfluer tilvejrs og sluktes med Smeld. Nede ved Jernbanens Viadukt hoppede uden Ophør smaa Ildglimt ud fra den stejle Skraaning.
Natten var saa stille i sig selv. Efteraarets
