134
Død laa allerede over den svampede, raadnende Jord. Al Natur tav nu og lukkede sig til. Alene Menneskene larmede og kastede Ild og stinkende Røg ud over de kolde Marker. Løs Ild, løs Larm!
"Holdt! Fald ned fladt!"
Løjtnant Clermont laa med Mave og Bryst tungt ned mod den klamme Muld, der lugtede muggent, ramt, nu ogsaa syrligt. Hist og her spirede friske Straa som i ny Grøde. Mandskabet tumlede forover, Tornystrene syntes at falde ned paa deres Rygge og slaa dem omkuld. Naar de rejste sig, vilde der sagtens være Aftryk af deres Fingre og Knæ og Knapper i Jorden. — — Hvorfor ikke ogsaa af deres Næser og deres graadige, store Munde? Jord var de jo vant til at æde og selve Markens Møg!
Efter Ordre laa de saaledes en Time.
Regnen tætnede, prikkede deres Nakker som tusinde Naale. Omsider følte de blot dette kolde Vaade som et Kompres over deres Hud.
Leo Clermont anede Hensigten med Delingens Stilling: Nu gik Snigpatrouiller frem i Fronten af dem. Og Garderegimentet, som var i Stilling dér og dèr, skulde om lidt kastes i Ilden mod de fjendtlige Skyttekæder, hvis Ild bestandig knagede løs i Sydost. Her laa han med sit Mandskab i Reserve. En eller anden Generalshjærne havde ham in mente til passende Tid. Paa en Høj nede ved Møllen holdt Generalstaben til Hest og røg Cigarer og diskuterede. Og de flyttede
