6
denne svampede og urene Mund, — der nu med rivende Færdighed fortalte en hel Del, som Ida ikke gad høre. Det brede Ansigt bevarede sin maskeagtige Ro. Og Ida Clermont tænkte, at det daglige Samvær med dette hæslige, lavtstaaende Individ for hende var den største Ydmygelse af alle i det triste, uhjemlige Hus.
— — Denne Pige modtog Breve, hvorpaa hun kaldtes "Frøken." Om Nætterne kom Mænd og var hos hende. Tidt kunde disse Mænd høres gaa tungt op gennem Korridoren mod Dagligstuen, tage i Laasen, stryge Tændstikker.
Af en eller anden Grund blev dette taalt.
Men da Pigen nu fortalte, at der var et Besøg, blev hun opmærksom og ængstelig; sagte aabnede hun Dagligstuens Dør paa Klem.
Derinde sad i Sofaen nær ved Vinduet en Mand. Det var Broderen. Hun saa i Tusmørket Ansigtets blege Oval over Uniformkravens røde Stribe, — og hun forestillede sig dette Røde som et blodigt Hug tværs over hans Hals.
Overrasket og bevæget gik hun frem imod ham. Han rejste sig, greb begge hendes Hænder, smilede til hende, nikkede gentagne Gange. Ida satte sig i Lænestolen overfor ham, og betragtede ham længe. Og hun sagde, at hun var saa glad, over at han var kommen hjem. Hun havde været saa ensom, havde haft saa megen Modgang, saa mange Sorger. Hun spurgte ham ud. De havde først ventet ham en Dag senere.
Han rejste sig, og idet han gik frem og til-
