Side:Sidste Kamp.djvu/16

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

7

bage fortalte han, livfuldt og med mange Afbiydelser, om Turen hjem, dette Distanceridt helt nede fra Garnisonsbyen i det sydlige Frankrig — mange Hundrede Kilometer mod Nord, gennem Schweitz og Tyskland. Fem Gange tolv Timer paa Hesteryggen! Elsass Popler var jaget forbi ham som flyvende Faner. Veje og Floder og de utallige, saa ganske ens smaa Byer, ved de grønne Vinbjerges Fod, var svundne forbi ham; Egne, Grænser skyllede ind under Hestens Hove og var bag ham. Han havde naturligvis ikke kunnet angive sin Hjemkomst paa Dag. Nu var han imidlertid hjemme. Det var godt at være hjemme. Han længtes efter Tjenesten, efter de gamle Kammerater. Og Ida. — Han bøjede sig frem og betragtede Søsteren med Sympati og Ømhed.

"Har jeg skæmmet mig?" spurgte hun.

Han lystede paa Hovedet. Men han tænkte, at hun virkelig syntes forandret. Han fandt en stadig nervøs Uro i det smalle, lidt blege Ansigt. Næsefløjene skælvede nu og da. Og i de mørke, noget slørede Øjne kom og svandt smaa skarpe og opmærksomme Blink. Han vendte sig fra hende, følte sig forstemt, han saa sig paany omkring i den store og uhyggelige Dagligstue.

Ogsaa her var Uro, Uensartethed, saa meget, der stod grelt mod det nøgne og skallede, lyseblaa Tapet.

"Ja," sagde Ida. "Her er ikke hyggeligt. Og jeg forstaar, at du føler dig som en Fremmed