8
her. Du har ikke en Gang skilt dig af med din Sabel og dine Hansker."
Han rejste sig, løste Sabelgehænget. Og Ida iagttog smilende, hvor nænsomt og forsigtigt han stillede det blinkende og smækre Vaaben hen i Krogen bag Bogskabet. Det var, som forvarede han det i et fint og sikkert Etui. Hun følte sig nedtrykt ved Tanken om, at han nu var vendt tilbage til dette Lands evige Graavejr og Blæst, til triste og vanskelige Forhold efter hine to Aars stærkt og rigt Liv i Sydfrankrigs Sol — blandt Mennesker af en varmere, ganske mørk — sagtens halvvild Race.
Og han fortalte hende med Begejstring om den fremmede Tjeneste, om St. Cyr og om Garnisonslivet, om Kammeraterne, deres Extravagancer og deres ubrødelige Sammenhold, om Casinoet og om Revuen ved Châlons, endelig om Rideskolen i Seaumur. I det Land følte man Militærets Betydning! Dér saa Nationen op til sin Hær som til sine Frelsere, sin Fremtid. Og Nationens Tillid gav Hæren Glans og Storhed; — trods de Løgne, Europas underkøbte Aviser udspredte om Generalstabens Corruption og om denne evige, trivielle Affære. — — —
Ida nikkede til ham. Han maatte fortælle mere endnu. Hun ønskede, at han skulde blive ved at tale. Hans Stemme var smuk, dyb og varm. Hvad han fortalte interesserede hende lidet. Hun lod sig blot vugge hen af denne Stemmes Stigen og Fald.
