9
Og Leo fortalte endnu om Tumulterne i Anledning af Valgene, i de Dage, da Max Regis kom hid fra Algier i Spidsen for en Stab Urostiftere. Og han erindrede levende det store Militærchoc, hvori han havde taget Del: Forretningskvarteret var truet. Mængden knuste Ruderne i Jødernes Butikker.
Eskadronen fik Ordre til Indhug. Og der uddeltes Parol: Klingens Flade mod Franskmænd, Skarpen mod Jøder. De red frem imod Menneskemassen, der øjeblikkelig kom i Oprør og trængte sig tæt om dem med Raab og Spektakel. Fra et Lager bombarderedes de med Konservesæsker. Røde Faner dukkede op i Næsen paa deres Heste. Der faldt et Revolverskud. Og ud foer Klingerne, blinkende i Lygteskæret, hvirvlede ned i rappe Hug. Kammeraterne raabte og hujede, de morede sig overmaade; hvor de saa semitiske Træk, vendte de Klingen i Hugget. Og de drev Banden frem gennem Gadernes Snævring, en stor sort Klump, som rullede, voksede, med ét brast og udgød sig i en gurglende Strøm, der syntes at sive ned i talløse Kloakmunde.
I Gadens skidne Pøle laa mellem Brostensdyngerne de faldne: Mændene med udspilede Arme som korsfæstede — og en tyk Dame for sig selv midt paa Torvet. Hun laa paa Maven og lignede en strandet Balon.
Godt, nu var han hjemme igen, det var forbi med Kavalleri, med Remonte og Stamheste — og med Bedrifter.
