10
Han tav betænksom, og Ida for sammen ved den pludselige Stilhed. Taffelurets Dikken fremhævede endnu mere denne Stilhed.
Leo Clermont saa sig paany om i Stuen. Og Stykke efter Stykke genfandt han de gamle Møbler fra det opløste Hjem: Taffeluret og hine gamle Stole af Egetræ med Slægtvaabnets Lilier og Roser og Duer udskaarne i de høje Rygge. Gyldenlæderet var nu erstattet af Voxdug. Dér skimtede han ogsaa det svære Bord af gult Marmor, indlagt med Perlemoder. I Krogen luede Guldblomsterne fra det gamle Rococo-Chatols bugnende Sider.
Han mødte Idas Blik. Saa lidt var igen af det rige Indbo ude fra deres fælles Hjem, den store, hvide Gaard, som Bestefaderen havde bygget for sin Slægt, — en Mil borte fra Hovedstadens Tummel. Nu syntes de gamle skrøbelige Sager ham at ligge hen som Vraggods, slængt ligegyldigt omkring i denne kolde og hæslige Stue, der var fælles Tilhold for mange uvedkommende Mennesker, — som selv, sagtens hver paa sin Vis, var havareret og strandet her. —
Dér hang ogsaa paa Væggen i blegede, ovale Rammer syv sorte og muldne Familieportræter. Han betragtede dem et efter et. Han kendte fra Drengeaarene hver enkelts Historie: Stamfaderen Leo Clermont, Marquis af Frankrig, der under Rædselsregeringen i en Maaned sad fængslet i Conciergeriet, indtil det ved hans Søsters Bistand lykkedes ham at slippe bort og i en Rejsevogn tillige med hende naa over Grænsen. De var
