11
siden rejst videre mod Nord, og i det fremmede Land, hvor de senere fandt Asyl, opnaaede Slægten en ny Blomstring! Købmanden, Victor Clermont, der var afbildet staaende paa en Skibsbro, følgende gennem sin Kikkert en Flaade af tungt lastede Skibe. Han lagde Grunden til den store Formue, der i de to næste Led gjorde Emigrantfamilien til en af Landets første patriciske Slægter. Han spekulerede à la baisse under Kornkrigen og holdt Kapere paa Nord- og Østersøen. Og han købte Jord, idet han tænkte, at en Slægt maatte have egen Jord for at kunne bestaa.
Hans Sønnesøn, Ida og Leo Clermonts Fader, hvis Billede i Majorsuniform hang nærmest ved Døren, var den sidste, der havde ejet denne Jord. Ved hans pludselige Død var Boet fallit, og der blev til hver af Børnene tilovers alene en Livrente faa Hundrede stor, Resten af Mødrenearven. Desuden disse faa Møbler, der alt for dyrt var tilbagekøbt paa Auktionen, og nu stod her, fremmede, kummerlige langs en nøgen Væg.
Leo Clermont rejste sig. Og hans Glæde over at være vendt hjem svandt. Han tænkte, at tunge Tider, lange Regndage, smaa usikre Forhold ventede ham her. Og han betragtede nedtrykt Søsteren, der med korslagte Arme stod ved Vinduet.
Ida stod med Panden stemt mod Ruden. Hun stirrede ned i den dybe, skumle Gaard. Ude i Porten var tændt en grøn Lygte. Der faldt et blegt grønt Skær over Portens Trægulv. En Politi-
