144
Ida aandede tungt. "Nej," sagde hun. Hun betragtede under de skælvende Øjenvipper denne Mand, der saa behersket, næsten nonchalant, sagde de lidenskabelige Ord. Han var saa spinkel, saa blodløs, ikke meget andet end Nerver. Paa en Gang erindrede hun Gordon Marshner, og alle hendes Tanker gik istaa foran dette ene fyldige og meget robuste Billede. Endnu en Gang betragtede hun denne Jøde, og det faldt hende ind, at han paa en eller anden Maade maatte være forvokset eller forkrøblet, uden at hun nærmere forsøgte at udrede i hvilken Henseende.
Hun sagde igen: "Nej, Hugo, dette lader sig ikke gøre. Og jeg troer heller ikke, vi to vil have Held i vor Alliance. Idet hun smilede dunkelt sagde hun: "De er vist ikke, hvad Gordon Marshner kalder «a moneymaker»."
Han lo og hans Ansigt var nu helt muntert. "Maaske ikke", sagde han. "Og vi tale saa ikke videre om den Ting. Men hvad nu? Hvad nu med vort forrige Mellemværende? Jeg skrev, at Deres Konto var overskredet. Penge er dyre for Tiden." Hans Ansigt var virkelig i dette Øjeblik en Kreditors, ubevægeligt og koldt.
"Hvor meget skylder jeg Dem?" spurgte Ida og rejste sig. En ganske voldsom Frygt greb hende. Hvad nu, hvad nu, hvad nu?
Han tog fra et Charteque det store Bundt Regninger, hun havde sendt ham, "Jeg blev henrykt, hver Gang jeg modtog en af disse," sagde
