173
blot løftede en Kniv, jog den ind, meget præcist i Halsaaren paa Dyret, og Blodstraalen sprang frem som af et Rør, gød sig ud i en Beholder. Men Svinekroppen fløj videre, styrtedes i kogende Vand, videre i Lage, fra Proces til Proces!
"Ja," sagde Ida, "vi Mennesker føres ogsaa paa en Maade svinebundne langs en Skinne — til vi dø —."
Han opfattede ikke hendes Ord, han betragtede hende et Øjeblik med Interesse. "Nu rejser jeg snart herfra," sagde han. "Her er for længst ikke mere for mig at se."
"Er her ikke?" spurgte Ida. Og hun lod sit Blik spille mod hans.
Han rynkede sine Bryn. "Nogle Maaneder bliver jeg dog endnu," sagde han. "Det skal glæde mig at spille mod Dem idag."
Der var en stor Skare Sportsinteresserede samlet. De trykkede sig tæt mod Staaltraadshegnene. Damer kom langsomt cyklende op gennem de lange Gange mellem Banerne. De sprang af, stod lænet mod Cyklen og spejdede efter Bekendte.
Himlen blev stærkt blaa, spættet af runde hvide Skyer. Inde paa Fodboldtbanen pippede de gule Straa op af en Sø, der var dybere blaa end Luften, spættet med drivende Hvidt.
Der kom bestandig flere Mennesker: Maria, Therese Kramer kom gaaende paa høje Hæle, klædt i Lilla, ledsaget af tre Kavalerer i Redingote og Silkehat. Hendes Forlovede, den pommerske
