175
ken Hahn, denne meget feterede, meget originale Pige, der spillede skønnest af alle. Hendes tynde Drengekrop kastede sig drevent ud i Banens Hjørner. Hendes Smidighed var overraskende, der var en sælsom pervers Ynde over hendes Spil, og de store kolde Øjne antog nu og da i Kampens Epoker Glans af Galskab; hendes bredt svulmende Mund spærredes op. Tandraderne blev synlige — to hvide Kamme omgivne af blodrødt. Og hun styrtede sig over Boldtene som en Glente i Flugten styrter mod en lille hvid Fugl.
Ida Clermont gik gennem Laagen ind paa den Bane, hvor hun skulde spille. Banen var halvtør, havde en elastisk Fasthed, der behagede hende.
Hendes Modstander kom nu, klædt i hvidt, med et sort Silketørklæde svøbt om Livet, frem hinsides Nettet. Han løftede et Bundt i Vejret, løste en Snor, og de tolv snehvide, nye Boldte, sank mod Gruset, prellede af og pilede fra hinanden ud over Banen, lig flygtende smaa Kyllinger. Ida tog en af dem i sin Haand, de var saa dunede, saa delikate.
Oppe paa den højblaa Himmel drev hvide, kuplede Skyer.
Gordon Marshner nikkede, rettede sit Blik fast mod hendes, bukkede sig rask, snappede en Boldt: "Play!"
Ida var parat, nikkede. — —
Catcheren hvirvlede tilbage, sank i et Hug, og hvilende i Slagets Kraft sprang han frem til
