177
de bandt hver af hendes Bevægelser, fascinerede hendes Blik til det, der skete, det ene: Boldten, der blev synlig som en mørk Globe mod Luften, kom mod hende. Og af hver Sans fornam hun Mødet med denne Kraft, der stemtes mod hendes.
Hun saa sin Modstander hinsides Nettets hvide, dirrende Bælte; han kastede sit lange Legeme voldsomt frem mod hendes Slag, stod pludselig nær ved Nættet, strakte sig lynsnart til højre og venstre uden at forandre Plads — og han huggede, huggede. Hans Læber var sammenbidte, Blikket koldt, hurtigt. Og hun forman, at han og hun nu var blevne alene — ganske alene paa denne Flade af en oprindelig og geometrisk Figur. Han kom imod hende, slyngede sin Kraft imod hendes, hun følte hans Muskler stemte imod sine, slippe, gribe igen, brydes, fælde hende — nu veg han igen. Hun gættede i et Nu, at han var betaget som hun, at han fornam hendes Legeme voldsomt og stridbart mod sit, som hun fornam hans, som hun fornam hans Arme, hans haarde Knæ, hans Pande mod sin, hans Aandepust tæt mod sit Øre. Hun rev sig løs, løb tilbage over Banen, slog i Kaadhed Boldtene hen over det rullende Grus. Hun lo, saa' sig tibage over Skulderen imod ham, vendte sig, svingede sin Arm, sit Legeme. — Og de mødtes paany.
Hun æggede ham ved hidsige Angreb, lod saa pludselig Armene synke og Boldten flyve. Han betragtede hende, idet han stønnede og tørrede sin Pande med et sort Silketørklæde.
