178
Og igen! Hun følte hans Tag, hans spændte Sener, hans gærende mandlige Varme. Nu vandt han bestandig! Hvad nu! Et stigende, undrende legemligt Behag fyldte hende. Hvad nu? Hendes Tanke fløj forvirret ud til Siden. Hendes Arm blev saa mat. Nu kunde han gerne vinde! — — —
Og lige paa en Gang blev hun ganske klar, nøgtern, ligeglad: Nu vandt han! — — —
— — — Overretssagfører Jacobs rejste sig, løftede sin Haand, erklærede Matchen for endt, angav Points, lykønskede Mr. Gordon Marshner. Og han tilkastede Ida et Blik, skarpt og, som hun syntes, ganske grønt. Nu kneb han Øjnene sammen og nikkede.
Da hun kom ind i Pavillonens Forrum, stod Marshner dér, og han traadte frem foran Døren til Damernes Paaklædningsværelse. Han vuggede Overkroppen let, fik ikke straks Mæle, hans Øjenbryn laa lavt, i en lige Linje. Han sagde:
"De spillede som en Djævel!"
"Efter Deres Anvisning," sagde hun: "Fast, haardt og med Passion. Men for Resten fik De jo Bugt med mig."
Hans Hænder gled langsomt ud af Jakkelommen, aabnede sig. "Jeg faar aldrig Bugt med Dem!" Der laa dyb Alvor, næsten Vrede over hans smukke Træk.
"Lad mig nu komme frem," sagde Ida. Han spærrede faktisk hendes Vej til Paaklædningsrummet.
"Well!" Han blev staaende. Hun saa hans
