184
"Ida!" sagde han. "Tal til mig. Svar mig. Kom til mig, med mig — nu!"
"Nej!"
"Fordi jeg er Jøde?"
Hun svarede ikke.
Da sagde han, at han nu var nødt til at anvende de Midler, der var i hans Haand, og som hun selv havde givet ham i Hænde. Det galdt simpelthen hans Liv, hans hele Lykke.
Men hendes Angst var nu svækket. Hun frygtede mest af alt den Fare, hans voldsomme Begær var for hendes Sanser. Som han nu talte, var han ikke tillokkende.
"Gør som De vil, og lad mig i Fred."
"De er saa at sige i min Magt", sagde han. "Den selskabelige Position, som for Dem betyder alt, er dog vel sagtens i mine Hænder."
"Ingen vil tro Dem!" Hun smilede, blinkede til ham.
Han trak paa Skuldrene. "Jeg har skriftligt Gældsbrev fra Dem — under Deres egen Haand: Brev paa Deres Gunst, Prioritet i Deres urørte Legeme! Ida! Jeg sværger Dem til ved mit Hovede, at jeg lader denne Forskrivning læse til første Thing!"
Hun lo: "Det var en kuriøs Ide!"
Han lo nu ogsaa ret muntert, men sagde derpaa dæmpet: "Ved De, Ida, har De hørt, Ida, at nu er Rose Wahl rejst."
"Rose Wahl!" Ida vendte sig mod ham, hun følte ny Uro. "Hvorhen?"
