203
haand givne Bane, som under en Mani. Og hvad naar man saa?
Naturligvis bør man vælge sin Løbebane ganske uafhængigt af forudgivne, begrænsende Hensyn."
Leo nikkede "Maaske."
Sagføreren gik bestandig fra Reol til Reol og ordnede Papirer, bandt nogle sammen og stak andre ind i Kaminens nu stærkt flammende Baal. Han vedblev:
"Naturligvis er al Stræben paa Forhaand givet haabløs og forsaavidt en sygelig Mani. Men det maa dog være en Tilfredsstillelse ved Banens Endepunkt, det vil sige det Sted, hvor man gaar ud af Løbet, alligevel at fornemme, at man har opnaaet en eller anden smuk Færdighed. Nu til Dags lægges i ringe Grad Vægt paa Færdigheden. Enhver har sit Maal: Penge eller Magt, bestandig dette Maal flagrende, og flygtigt — foran sin Næse. Jeg for mit Vedkommende maa tilstaa, at jeg aldrig har udmærket mig i særlig Grad paa noget Omraade, ikke en Gang som Jurist. De husker, at jeg en Gang sagde, at jeg misundte Dem Deres fremragende Duelighed i Fægtekunsten. Jeg har aldrig lagt mig efter nogen saadan Kunst, der ikke netop havde sit Øjemed: at skaffe mig et godt Salær. Og jeg angrer dette mest af alt, nu da jeg gaar ud af Løbet, — i alt Fald paa denne Bane.
Jeg saa fornylig i Cirkus nogle japanske Akrobater. De indtog smukke Balancestillinger paa en Bambusmast. En af dem balancerede, støttet med
