204
én Haand paa Mastens Knap, medens hans Kammerat bar Bambusstangen paa sin Pande. De maa have anvendt megen Tid paa at opnaa denne Færdighed, og jeg tvivler meget paa, at de udøvede deres Kunst alene for at tjene Penge.
Efter hvert Kunststykke, saa de paa hinanden — ikke til Publikum — og smilede paa en ejendommelig enig og sympatetisk Maade.
De var saa smukke, ganske gyldengule Folk. Jeg synes aldrig, jeg har set Øjne, før jeg saa disse, saa varme og tillige faste, fløjelsbrune Øjne. Heroppe ser man sædvanligvis blege, lidet markerede Øjne — Tøvejrsøjne!
Disse Menneskers Holdning var ganske fyrstelig. Sagtens var hine Artister dog blot Bærmen af dette mærkelige Folk, der nu er vaagnet i Øst. Og jeg fornam her saa tydeligt det, hvorpaa jeg mener det kommer an, men som vi — eller rettere — I Europæere saa grundigt misforstaar: at Glæden ved at opnaa en smuk Færdighed kan bestaa uafhængig af det langt ringere: at udnytte og udbytte denne Færdighed. Den Aften kom jeg til at længes tilbage til Øst, hvor Solen skinner gyldengult paa dette Folk af fødte Artister. Jeg bilder mig ind, at det bliver den gule Race, der en Gang vil løse Spørgsmaalet om Produktion og Spørgsmaalet om Klasses Kamp med Klasse. Og maaske skal min Stamme paa sine Vandringer en Gang leve mellem disse gule Mennesker og opnaa at se dem indfri de Løfter, som den
