224
kunde der ikke danses Mazurka. De saa paa hinanden og veg tilbage mod Væggen.
Og gennem den aabne Kreds saa Ida Rottefængeren fra Hameln, en lille, rødklædt Mand, der med sin fine hvide Haand, hvor Diamanter brillerede, førte den skælvende Bue. Hans gule Kind med det tottede Bukkeskæg lagde sig kælent, dog med en ejendommelig fast Energi mod denne skønne Violin, sikkert en Cremoneser, ogved den dirrende Kontakt mellem Bue og Streng opstod der Liv. Enhver, der hørte, fornam dette levende, som et strømmende Fluidum, der randt gennem Salen, føltes let pirrende over Hænder, Nakke og Ryg. Og de Dansende blev staaende, stanset i en Takt, Par hos Par, Legeme nær ved Legeme, tættere fastere, de fornam denne Nærhed saa sælsomt. Arm slynget om Arm, Kind glødende mod Kind.
Tonerne tav et Sekund, voksede igen i rivende, korte Strøg, smeltede hen og svandt, voksede paany. Og Melodien formede sig over et Motiv: Kalden, Lokken, Bøn om at følge, en forstandig — dog tillige æggende — melodiøs Overtalen, endelig et klangfuldt Bud. Kom! Kom!
Og Parrene begyndte igen at danse. Langsomt ligesom med en Bihensigt, et efter et naaede de et Sted, hvor de kunde falde ud af Rækken og bryde af. Kavaleren bukkede, Damen lagde sin Arm i hans, og han førte hende bort.
Marshner trykkede Idas Arm i sin. "Er De træt?" spurgte han; men hun fornam Bihensigten i hans Spørgsmaal. Hun følte igen som hin Dag,
