232
blegt i det klare Lys. En Officer stod midt i Carréén — gestikulerede, stampede i Brostenene. Et Par Mand traadte frem; Officeren for hen imod dem. Hans skærende tynde Stemme syntes at prelle tilbage fra alle fire Murflader.
Længere henne marcherede tre Mand under fuld Oppakning, Side om Side. De bevægede sig med megen Højtidelighed over imod en Sergent, der betragtede dem, idet han raabte — og raabte. Leo fandt disse Scener lidet tiltalende, de syntes ham saa ganske ude af dette Slots fyrstelige Stil: Saa lilleputagtigt udførte dette Mandskab barnagtigt elementære Bevægelser mellem de kolossale, saa sindrigt smykkede Mure.
En Stabsergent kaldte en Menig frem, den Menige holdt Haanden til Huen, og den Overordnede blev ved at tale til ham, meget længe. — Manden holdt sig standhaftigt ret i den sikkert trættende Stilling — endnu — endnu. Sagtens glædede denne Befalingsmand sig over, at en Mand: yngre, stærkere, maaske ogsaa kløgtigere end han, saaledes viste ham slavisk Hyldest. Og den Menige tog bestandig ikke Haanden ned. Ogsaa dette fandt Leo kuriøst og ubehageligt at se.
Paa Væggen hang, klæbet paa Pap, Reglementet for de forskellige Arter af Arrest. En halv Spalte om Fæstningsarrest angik ham personlig. Dette Reglement var iøvrigt det eneste, der mindede ham om, at han her var Fange.
Og ved at erindre dette, fornam han paany hine gamle Svaghedsstemninger; — dog ikke nu
