234
— — Intet uden et Tegn! — Symbol paa, at man var af militær Kaste og overordnet andre. Han tænkte, hvor historisk fjernt i Tiden Klingen var Mandens Værge. Allerede nu fortrængte en Feltkikkert Sablen. — — —
Hvad skulde han herefter med et Vaaben, som var Tiden fremmed? Han kunde med Sindsro give det fra sig — dette smukt krummede Stykke Staal, der blot bares til Stads!
Han betragtede sine lidet kraftige Hænder, der hvilede paa Stolens Arme. Han følte dem saa ganske tomme — vaabenløse, værgeløse. —
Og dog — og dog! — Et Steds dernede, dybt nede i Tankernes Dyb, begyndte det at gro, vokse! En Gang vilde alt klares, sagtens en Gang — snart være ganske klart. Men nu matte han høre paa dette klangløse Menneske, der sad foran ham og talte til ham:
"Jeg har set Dem en Gang i Officersforeningen, Løjtnant Clermont, i et større og meget animeret Selskab af Kammerater. De alene sad tavs og alvorlig. Deres Pande laa i dybe Folder; jeg gættede, at De laa i Strid med Dem selv. Det var faa Dage efter den Affære, for hvilken De nu her skal udsone Deres Straf."
"Ja," sagde Leo, "jeg bemærkede Premierløjtnanten den Aften."
"Jeg havde den Gang megen Lyst til at tale med Dem, men fandt ikke Lejlighed dertil. Jeg vilde da have sagt Dem, at jeg saa inderlig vel forstod Deres Protest, dette Slag med en Ridepisk
