236
ger at forandre Menneskenes Sind. Og de forkynde en Legemernes, en Sansernes, en Begærets Religion.
Thi her er hele Sagen — Drivfjederen, Driften: Det menneskelige Begær, der aldrig faar nok, altid stræber frem, altid vil skabe om; bryde ned, hvad der er fast, knuse, hvad der staar imod
Og Dyret vokser, vokser. — — — De af os, der leve i Ro og Harmoni med os selv, vi se med Forfærdelse denne Gæring fra neden, Begærets kogende Gæring — om jeg saa maa udtrykke mig. Og kan hænde da, at vi ogsaa selv angribes af Tvivlens Smitte, da ogsaa vore Tanker gære, vort Blod koger — og vi tvivle om vor Modstands Ret, fortvivle om at kunde hævde vor Stilling: at bevare det Gode, vore Fædre have arvet fra deres Fædre: Sandheden, Retten og Troen — ja tvivle om selve Troen!
Men nu, — jeg kan paa Dato angive, paa hvilken Dag, — føler jeg mig tryg og sikker og tillidsfuld. Og jeg ved nu saa inderligt og nøje, hvilke Magter, der en Gang skal sejre over denne onde Tid, som nu synes at rejse sit Hovede i Sejr. Disse Magter er tvende: Tro og Disciplin.
Forbund mellem Sværd og Kors! Ved dette skal vi sejre! Jeg ser allerede nu, som i en Vision, et Net lagt over Landet, et Net, hvis Masker er tvundne af vore forenede Hænder: Præster og Soldater Haand i Haand! Et sejgt ubrydeligt Net over dette mangehovede Dyr! — Ja! det Dyr, om hvilket Johannes taler: Begæret, Havesygen,
