251
Siden denne Overretssagfører Jacobs havde gjort sig usynlig, var fire Matadorer røget af Pinden. En meget bekendt og anset Sagfører sad under Laas og Lukke; — Kramer selv havde tabt de fem Tusinde, han havde arvet efter en Tante, og som han tænkte sikre paa en fin anden Prioritet. Men nej! Han bandede, de Svindlere! de Kæltringer!
Og nu tav de alle tre. Kramer lod Søbrisen blæse ind i sin halvtaabne Mund. Güldenkrantz førte uden Ophør sin Pegefinger hen over det blonde Overskæg. Og medens han betragtede sig i et lille rundt Spejl, fortættede hans Blik sig i stiv Opmærksomhed.
Syd for Pynten laa Dampere og Sejlskibe i en tæt Stime opankret, stanset af Stormen. En Skonnert, der havde forsøgt at forcere sig Vej igennem, kom krydsende tilbage med Reb i alle Sejl. Nu og da fløjtede en Damper, — langt, sørgmodigt. Og en anden svarede med et kort, utaalmodigt Trompetstød. Store, lappede Skyer stormede hen over en bleg, rustrød Grund. Vandet var brunt og leret, Skummet, der nu og da piskede helt ind over Volden, — indeholdt grønt Slim.
Der kom bestandig flere Skibe hid, de stansede, spurgte Nyt. Et Signal fløj til Tops. Og med et Plump sank Ankret. En Motorbaad pilede fra Damper til Damper og kadrejede. Den store Kulpram, en afmastet Bark, der laa midtstrøms, huggede i sine Kættinger, knagende lydt.
Güldenkrantz pegede med Støvlesnuden mod
