252
de ventende Skibe. "De maa sgu pænt blive, hvor de er. Stormen staar dem lige i Næsen. Hvad Satan har de ogsaa saa travlt efter!"
Leo Clermont saa udover denne Skare af vuggende Master. Han tænkte, at store Værdier nu sagtens gik til Spilde, at disse Timer, der gik hen, sagtens var kostbare, at Formuer nu mistedes, Kapitaler stod for Fald. Stormen havde Ordet nu, Naturelementet — paa tværs af alt Fremskridt, al Trafik.
Blæsten var isnende kold, søfrisk, — Flaget derhenne smældede som Skud.
"Naa Clermont," sagde Kramer. "Idag om en Maaned er du paany fri Mand og lige god Officer endda."
Leo sagde: "Jeg har bestemt at rejse bort. Jeg tænker paa at gaa til Kongo." Først i dette Øjeblik fandt han paa denne Udvej. Han frøs her i den ramme Blæst. Og han saa med et for sig et Billede: En stor Flade Gult: Sand og skorpet Ler. Store sorte Skygger — der lignede væltede Tjærepøse, tegnede sære Figurer hen derover. Det var Kongo. Der laa de, klædte i Khakiuniformer, skjulte i Rør langs en fed, gyldenbrun Flod, og de skød med Rifler til Skive efter glinsende Negre, der gled forbi, balancerende paa drivende Træstammer. Kongo! Et Sportsland!
"Kongo"! raabte Güldenkrantz og sænkede Stemmen højtideligt. "Det er jo den visse Død." Han tiføjede "Klimatfeber!"
Leo lagde sig tilbage mod Bænkens Ryg og
