Han sad en Dag sidst i April paa en af Voldens Bænke. Han skitserede med Blyant paany Slottets nordlige Fløj og Byen bagved med sine slanke Kirkespir, sit røde, firkantede Raadhustaarn. Han begyndte at lægge Farver over de let skraverede Blyantsskygger. Han fandt en Lufttone, ganske sølvagtig bleg; svagt blandet med Okker gengav den samme Tone ham Slottets blege Valeur.
En Mand kom spadserende over Volden og tog Plads paa hans Bænk, idet han bad om Forlov. Han kastede et Blik paa Billedet og sagde: "Er der saa meget rart ved det Slot, siden alle gaar hen og maler det af? Se: Den Brig derude er langt smukkere." Han pegede paa en gulmalet Skude med graa, lappede Sejl, der blødt bares hen over de lange Dønninger. Skibet begyndte at hugge, krængede over, og hele dets Dæk blev synligt: en gulbrun, oval Flade, opfyldt med Gods og tjæret Tovværk, og hvor Mænd i Oljetøj ravende greb fat i Spil og Taljer. "Det er langt smukkere!" vedblev den Fremmede. "Thi Slottet deroppe er bare bygget for at se smukt ud. Skibet derimod er smukt i sig selv uden Hensigt."
