255
Leo vendte sig mod ham: "Vi har vist truffet hinanden en Gang tidligere," sagde han. "De holdt en Gang i Fjor, i Juni, et Foredrag i en Forening, hvor jeg med flere andre Officerer var indbudt."
Den anden nikkede, sagde sit Navn. Hans store, lyse Ansigt var med ét reserveret. Han strøg det svære, blonde Haar fra Tindingerne ind under den bredskyggede Hat. Og da han nu paany talte, blev Dialekten i hans Stemme mere udpræget — bred, robust.
"Jeg kan ikke lide det Slot," sagde han. "Ligger det ikke dér og vender sine fire Broncespir i Vejret ligesom en gammel, kunstfærdigt smeddet Nøgle fra Renaissancen. I gamle Dage lukkede det for Landet. Nu er Laasen itu. Og Kassen tom. Mange finder denne Levning fra Laase- og Beslagtiden rørende og kuriøs og endogsaa ærværdig. Det kan jeg ikke være med til.
For mig er de Mure kun et Minde om en ussel og haard Tid, da Landet endnu ikke havde et Folk, men blot et Regimente, en Adel af udenlandsk Herkomst. Kronens Hovbønder slæbte Sten sammen til disse Taarne, de trillede Jord til disse Volde. Ridefogden svang Knaldepisken over deres krummede Rygstykker. Nej! Det Slot er hæsligt! Det er godt nok til Kaserne! Det er blot ynkeligt at se paa. Disse Volde uden Skyts synes mig lig gamle tandløse Kæber. Skibene sejle toldfrit igennem.
Nej! En Husmandsvaaning er et stoltere Slot!
