256
Eller et af de fragtede Skibe, der gaar derude med Vimpler i alle Mastespir."
Leo tav, og ogsaa den anden sad længe tavs, medens hans lyse, lidt nærsynede Øjne med Mildhed søgte ned langs den bugtede Kystlinie. "Der er skjønt dér indover," sagde han. "Disse bløde Bakkelinjer er næsten ligesaa skjønne som vesterpaa ovre i min Egn. Landet ligger bredt som en af vore dejlige nationale Melodier, saa blidt, saa rundt, saa frodigt. Hvad skal vi med golde Stenskrænter, Afgrunde og drabelige Klippetaarne, der stritter op i Sky; Bjerge, der se ned paa Dalene, Dale, der hade de stolte Tinder? Her er vi ét Folk.
Landet er saa rundt og lindt, svøbt i dæmpet Dis, den folkeligste Natur i Verden. Hvad skal vi her med Kirkespir og Fyrstesceptere og Bajonetter!"
Bestandig beskrev hans Blik en Halvkreds efter Landet dernede sydpaa.
Han sagde igen: "Jeg rejser i Morgen herfra med en Damper til Hâvre. Jeg skal ud og se mig om i Europa. Man har givet mig et Stipendium. Men nu synes jeg ikke, jeg kan rive mig løs.
Jeg er fra Landet, Bondesøn fra dette Land. Min Fader var Tørvebonde i en Hedeegn, langt ovre vesterpaa. Der var ikke andre end os milevidt — Fader, mine to Søstre og saa en Ko. Fader stak Tørven ud med en stor og tung Spade. Jeg saa denne Spade, sidst jeg var hjemme, og den syntes mig endnu meget tung og stor. Vi Børn bredte Tørven ud, stablede den. Lyngbakkerne
