263
der kunde interessere mig, medens jeg har været borte?"
Han rystede paa Hovedet.
"Aa nej," sagde hun, "der er vist ikke den Ting her, der vilde kunne interessere mig. Og sig mig: Nu dette store Byggekrach, som jeg har læst om i de udenlandske Blade. — — Ved du, Leo, noget om Hugo Jacobs; han var en af mine gode Venner."
"Jeg har intet hørt om ham," sagde Leo, "siden han rejste. Derom har jeg fortalt dig, da jeg overbragte dig den Konvolut, han bad mig besørge i dine Hænder. Saa vidt jeg ved, indstilledes Undersøgelsen imod ham. Men hans Bo var konkurs."
"Ja," sagde Ida, "det læste jeg om derude. Maaske er han død. Han var en klog Fyr og meget fintfølende. Han er sagtens død nu et eller andet Sted, hvor ingen kendte ham."
Igen opstod der Tavshed. Endelig vendte Ida sig mod Broderen, fæstede sine Øjne mod hans, smilede og sagde langsomt, prøvende: "Og — Leo — Nu du selv? Hvorledes gaar det dig — din Fremtid, dine Planer, din Karriére — — — —?" Hun tog ikke sit Blik fra ham. Hun stod og svippede med sine Hansker i Vindueskarmen.
Leo vendte sig fra hende. Han stirrede ud over Vandet, der saa blødt smøg sig ind i denne Kysts slanke Bugter. Sejlerne gled forbi. En stor trælastet Damper laa stille. Nu kom Lodsbaaden strygende fra Havnens Munding. Sejlet
