Ida Clermont stod trykket op i en Krog nær ved Disken, der var slidt og skiden af de mange Laansøgere, som havde bøjet sig frem over denne Disk. Ogsaa nu strakte en Række Individer sig hen over Skranken, og mellem deres Arme laa Pantet. De ventede taalmodige og tavse. Paa Reoler langs Væggen laa graa, runde Byldter — som Fjerkræ, der sov Side om Side paa Dueslagets Hylder.
Hun skimtede, i Halvmørket hinsides Skranken, et skident, krøllet Skæg, travle, ormeagtige Fingre, der vendte og drejede noget Tøj — en Vinterfrakke, som en pjaltet Fyr rakte frem.
Den sprukne Klokke gav Lyd. Der kom nye Kunder, en blegfed Kone, der bar en stor Byldt under det lasede Sjal. Med hende kom en hel ny Lugt ind i Stuen. Hun trængte sig frem, og Ida blev skubbet ud af sin Krog. Konen betragtede hende stift; ogsaa andre vendte sig om mod hende. Hun saa de blege, faste Øjne tavst rettede mod sine Øjne, følte dem krybe fra sit Ansigt ned ad over Hals og Arme, og hun fornam paa sin Krop
