47
Altid pinte hun sig for at finde et passende Navn. Nu blev to Pengesedler skubbet hen ad Disken. Hun snappede dem, og Halsbaandet blev løftet i Vejret, randt ringlende ned i Mandens skidne hule Haand. Det havde tilhørt hendes Oldemoders Moder. Nu var saadanne Brystsmykker paany moderne: men Ida vidste, at i hendes Kreds var en Dragts Snit en vigtigere Sag end Smykker.
Idet hun krøllede Pengesedlerne sammen inde i sin Hanske, vendte hun sig; man gjorde Plads for hende; stirrede efter hende; Døren sang i bag hende, hun var nu ude i Forstuen, løb ned ad den høje Stentrappe. Hun var lettet. Hun havde Penge nu, kunde i Ro imødese de første Dage. Der skulde betalet Afdrag dér — og dér — denne Cykle, disse Regninger, der kom og kom — alt det nye, der skulde anskaffes til Sæsonen, — en af disse hæslige Jacketter, som nu var moderne, og derfor uundværlige. — — —
I det hun fra Stentrappen traadte ned paa Gaden, stansede en Herre og hilste. Det var Overretssagfører Jacobs. Der kom et Glimt af Ironi i hans smalle Øjne.
"Frøkenen besøger sine Fattige?" sagde han. Han saa op ad Strædets skumle Facader, nikkede i Retning af Huset, hvorfra hun kom.
Ida følte sig prisgivet, søgte at samle sig; hun vendte sig rask imod ham, smilede og lod sit Blik spille mod hans.
"Ogsaa jeg har besøgt mine Fattige," vedblev
