48
han. "Se: I den Droske dernede kører Byfogden nu hjem. Jeg foretrak at gaa; thi jeg fik Øje paa Dem."
Ida smilede blegt. "Deres Fattige er ikke bleven rigere ved Deres Besøg — som mine."
"Nej," sagde han. "Jeg gaar rigere hjem end De." Han søgte at fange hendes Blik. "Penge er dyre nu omstunder; og de sidder forbistret godt fast, hvor de er. Man maa være meget dreven for at faa dem — billigt."
De gik nu sammen op gennem Strøgkvarteret. Menneskemængden strømmede forbi dem. Og hver for sig søgte de at tage Kending af de Ansigter, de mødte. Men Ida tænkte, at alle her var af én trist og afslidt Type: udtryksløse, stumpe Fysiognomier — glatte og hvide, som de Sten, man skimter gennem rindende Vand. Bylivet sled dem, afsleb dem, — udviskede. Hun kendte et Par af sine Kursus-Kammerater i Vrimlen. Mørktklædte, med en Smule naiv og billig Pynt paa Hatten, kom de drivende Arm i Arm. Hun saa til Siden, skamfuld, harmfuld, erindrede, at hun skyldte dette Kursus Penge. —
Hun betragtede med adspredt Undren Menneskemængden ~ denne umaadelige Mængde Ansigter, af hvilke hun kendte saa yderst faa. Hvem var de alle, hvorhen gik de, hvad tænkte de, hvor kom de fra? Hver for sig levede de sagtens deres lille Existens — i Kredse for sig. Etage over £tage, Lag over Lag. Nogle kendte blot deres Naboer,
