50
dem, hvortil baade De og jeg — som ganske vist er Jøde — har Adgang. Mme Duchêne er meget klog. Hun arbejder med billige Penge. Og De, som er yngre, friskere, tifold skønnere, De beklager Dem!"
"Jeg kan da ikke sælge mig for Penge!" sagde Ida og lo.
"Se," sagde Jacobs, "derovre kommer, som et advarende Exempel for Dem, Rose Wahl. Hun føres frem af denne unge Slyngel, Herbert Höyer." Rose Wahl hilste med et Nik. Hun rødmede let. En lilla Dragt omsluttede tæt hendes spæde, charmante Figur. Fra hendes Hals hang i en Snor af Perler en Medaillon, der vuggedes blødt af hendes Skød, medens hun gik. Og Herbert Höyer, den lille, tætte og elegante Fyr ved hendes Side, smilede til Ida, et bredt og brutalt Smil, der forraadte Rose Wahl.
Jacobs sagde: "En Dag vil denne lille, skønne og meget annimalske Skabning, Frøken Wahl, være forsvunden af Selskabet, omtalt i en Maaned eller to, dernæst glemt, slettet ud. Hun skaffer sig ikke Resourcer. Hun er fortabt."
Nu mødte de mange af deres Kreds. Man hilste dem fra alle Kanter. "Vi tælles dog med endnu," sagde Ida. "Vi kender mange, kendes af mange. De, Hugo, er endog bekendt, en offentlig Person. Se — deroppe er Deres Portræt." Og hun pegede paa en af de store Plakatbilleder, der udstilledes i et Bladkontors Vindu. Jacobs var afbildet dér og med ham fire andre Mænd — en
