72
værket ned paa Stendæmningen og vadede ud Vandet, til det naaede hans Knæ. Han prajede et af Skibene, raabte bestandig dets Navn: Umberto! Umberto! Han begyndte at klæde sig af. De andre kastede sig over ham og bar ham under megen Tumult i Land. Der var en sælsom Bæven i Lyset fra det store, hvide Glashus, — som en Vibration af den evige Dansemusik. Fra en lille Sidedør smuttede et Par ud. Lyset strejfede et Sekund Damens blegrøde Tyllsdragt.
Rose Wahl! tænkte Ida og smilede adspredt. Mørket var saa blødt. Buskadset hang som Bolstrer ud i Mulmet. Natten var saa lun. En Tunge af højrød Ild slikkede op fra Fælleden hinsides Hegnet, steg til en Sokkel af hvirvlende, hvide Flammer, der bar en Kapitæl af rød Røg. Hele Fælleden syntes et levende Relief af mørke Kroppe, der uden Ophør bevægede sig mellem hinanden. Bunden blev med et ganske rødgylden. Hver Skikkelse stod i skarp Silhuet mod Baalet.
Kadettens Raab kom til dem fjernt, kvalt: "Ohoj! Umberto! Umberto! Ohoj!"
Leo Clermont fortalte om en politisk Diskussion, han nylig havde overværet, idet han med flere andre Officerer var blandt de indbudte. Militarismen blev drøftet og af Indlederen særlig fremstillet som et Overklassefænomen, et Udtryk for Overklassens Befalingstrang overfor Underklassen, et tungt, besværligt Apparat, utidsmæssigt og uproduktivt, der som en uhyre økonomisk Byrde hvilede paa Folkets Skuldre — for at give
