74
indgød mig den ejendommelige dumpe Modløshed, som hin Aften tvang mig til at tie: — skønt jeg kunde have talt og have sagt en Del af, hvad jeg her siger —; én Ting kvalte hver én af mine Tanker: I disse Fysiognomier, i disse Sjæle sporede jeg aldrig Nerve som min Nerve, aldrig dette dybe, inderligt nervøse Fællesskab, der saa tidt i en Samtale mellem beslægtede fornemmes med et ganske ubeskriveligt Behag. For mine Øjne var de blot døve, dumpe og begærlige Sjæle. Og jeg saa ikke den Adel, som en Taler raabte, at de bar skreven paa deres Pander. Jeg tænkte, at for dem duede kun ét Svar — — —."
Han tav. De gik langsomt over det knitrende Grus. Ida lyttede nu og da efter hans Tale. Hans Stemmes lidenskabelige Stigen og Fald var hende et let hidsende Behag. De stansede nær ved Hegnet, der lukkede om den menneskefyldte Fælled. Mængden trængte sig tæt omkring det rygende Baal. Hinsides Baalet stod de paa Tømmerstabler, Etage over Etage: oplyste, glorøde Ansigter. Flammerne fór stille, ganske hvide opad i den boblende, rustrøde Røg. Nu sank Ilden ned. Række efter Række svandt de gabende Ansigter ind i Mørket. Men straks kom Mennesker krumbøjede hivende med en gammel, tjæret Baad, væltede den over de blaat ulmende Gløder; det knagede tørt i Træet, smaa klare Flammer — som Gasblus — sprang frem. Og igen bølgede Baalet, hvidt og gult; en tæt Regn af Gnister dryssede ned over de lysbræmmede Hattepulle.
