102
rejst sig og, bukkende meget dybt for den gamle Enkefrue og hendes Datter, sagde den brune:
— Velbekomme. Vi sidder dog saa trangt; og de to Venner gik ud af Stuen.
Der var bleven saa stille, at man hørte Lyden af deres Skridt og af Døren, der lukkede sig efter dem.
— Hans, sagde Fru Lindegaard, bed om mere Kylling; og Tømmergrossereren, der hamrede i Bordet med sit Glas, sagde:
— Ja, vi skal vel ogsaa ha' Føden.
Den østjyske Frue vendte sig til Stine:
— Maa jeg ogsaa faa? og hun vragede paa Fadet, da der ikke var Bryst:
— De maa hente andet, sagde hun, og henvendt til Fru Rasmussen, sagde hun:
— Hvad mon de to Herrer egentlig var rejst saa langt efter? og Hr. Rasmussen, der trak paa Skuldrene, sagde:
— Ja, for dygtige unge Mænd plejer der jo at var Plads herhjemme.
Tømmerhandleren, der blev ved at raabe paa Steg, tilstod:
— Jeg har s'gu aldrig rejst i Forretninger — uden i Sverige.
Hr. Rasmussen begyndte at tale om »Broderrigerne«, og Damerne paa den anden Side af Bordet bøjede sig helt frem, for at lytte efter Kommunelærerinderne, der pludselig havde givet sig til at tale om en Sygeplejerske, der en Gang havde været i Familien Fryant:
— Imod hende var man ikke behagelig, sagde den ene Lærerinde.
