138
— Det maa være en stor Lykke ..... at vide det strax.
— Det gik os ligesaadan, sagde Generalkonsulinden og nikkede til sin Mand:
— Men alligevel kommer der saa maaske mange hemmelige Kampe bagefter. Jeg tror egenlig, at alle Mænd først maa lære, hvem de elskede stærkest.
Frøken Ingeborg, der pludseligt havde drejet Hovedet imod Fru Fryant, aabnede Øjnene helt, saa et pludseligt Lys faldt i dem.
Og efter en lille Stilhed, sagde Knud Ender:
— Generalkonsulinden er klog.
Fru Fryant smilte:
— Sig ikke det, Ender. Det betyder altid kun, at man begynder at blive gammel.
— Pyt, sagde Johnny: nu gaar vi i Skoven.
De rejste sig alle, mens man hørte Skubbet af Stolene.
Fru Rasmussen gik paa én Gang tilbage til sin Mand:
— August, Du er uden Baand, sagde hun og Inspecteuren svarede:
— Det er jo om Sommeren.
— Er han anstrengt, spurgte Sangerens Frue lidt højt og meget inderligt; og Sangeren, som stod i Profil midt i Spisestuen, svarede — ogsaa han talte en Smule højere —:
— En Smule, min egen.
Fru Fryant kom først ud af deres Dør:
