139
— Hvor Trappen knager, sagde hun, mens hun gik ned, og de andre fulgte efter.
— Lad os gaa ad Stien, sagde Frøken Ingeborg, og hun førte de andre, mens Knud Ender gik ved hendes Side.
Alle Spisestuens Hoveder havde drejet, da de Fryantske Kjoler bøjede af:
— Julie, raabte Tømerhandleren.
— Ja, Ferdinand, hvad er der.
Fru Berg havde døset lidt i en Dagligstuestol. Tømmerhandleren havde stukket begge de knyttede Næver i sin Lomme:
— Rak, sagde han saa tydeligt, at det kunde høres.
— August, det var vist paa Tiden, de Børn kom i Seng, sagde Fru Rasmussen, der kaldte paa Barnepigen.
Sangerens Frue stod et Øjeblik. Hendes Øjne var bleven saa tomme, som en Hønes. Saa huskede hun pludselig, hvad hun havde sagt sidst og sagde:
— Du sang jo ogsaa saa meget i Aftes; og med et brat Eftertryk lagde hun til: paa Hvidegaard.
Den østjydske Frøken drejede rundt fra det Vindu, hvor hun havde hængt:
— De gaar saagu' i Skoven, sagde hun.
Fru Inspekteur Rasmussen med Mand og Børn var allerede paa Trapperne, da Therkildsens Kusk i Liberi kom bærende med en mægtig Kurv, der spærrede hele Farten,
— Det er til Hr. Graa, sagde Kusken: han er Sanger.
